Vedtægter for sammenslutningen af undervisere ved Træfagenes byggeuddannelse

§.1. Formål.
  1. Medvirke til udvikling af den faglige undervisning.
  2. Styrke det kollegiale samarbejde.
  3. Formidle kontakt mellem erhvervsskolerne, uddannelsens interessenter og Uddannelsesforbundet.
  4. Styrke samarbejde og udvikling gennem tæt dialog med honorarfond, lærebogsudvalg og kursusudvalg.
§.2. Medlemsforhold.
  1. Undervisere ved Træfagenes byggeuddannelse der er opført i "personalekartotek for undervisere ved Træfagenes byggeuddannelse."
§.3. Organisation.
  1. Sammenslutningen opdeles i fire kredse: Nord, Midt, Syd og Øst. Hver kreds vælger formand, sekretær og medlem af kursusudvalget. Valget er for en treårig periode.
  2. Formændene er fødte medlemmer af kredsformandsgruppen, jævnfør § 6.
§.4. Kredsmøde.
  1. Der afholdes kredsmøder mindst en gang årligt.
  2. De ordinære kredsmøder afholdes i oktober (Kreds Nord/Kreds Syd) og januar (Kreds Midt/Kreds Øst) og koordineres af kredsformandsgruppen.
  3. Kredsformandsgruppen udarbejder fælles dagsorden til kredsmøderne. Denne udsendes senest 14 dage før mødet.
  4. Kredsen er pligtig til at sende en repræsentant til de øvrige kredsmøder.
  5. Ved afstemninger af landsomfattende interesse, koordineres de nødvendige beslutninger af kredsformandsgruppen.
  6. Der føres protokol i kredsene.
  7. Der udsendes referat til alle deltagere senest 3 uger efter mødet.
§.5. Kredsudvalg.
  1. Valgbare er undervisere ved Træfagenes byggeuddannelse, der er opført i det i § 2 nævnte personalekartotek.
  2. Kredsformænd, sekretærer og medlemmer til kursusudvalget vælges ved simpelt stemmeflertal. Sekretæren er suppleant for formanden. Kredsformand, sekretær og medlem til kursusudvalget vælges forskudt for hinanden.
  3. Valgperioden er 3 år.
§.6. Kredsformandsgruppen.
  1. Kredsformandsgruppen konstituerer sig med formand og sekretær.
  2. Kredsformandsgruppen koordinerer kredsmøderne i henhold til § 4.
  3. Kredsformandsgruppen indkalder til fællesmøde, når det skønnes nødvendigt, og dog mindst hvert femte år.
  4. Der føres forhandlingsprotokol.
§.7. Kursusudvalget.
  1. Der afholdes mindst et årligt møde.
  2. Medvirke til udvikling af efteruddannelsesområdet.
  3. Kursusudvalget refererer til formanden for kredsformandsgruppen
  4. Der føres protokol.
§.8. Landsudvalg.
  1. Kredsformandsgruppen er ansvarlig for, at der arrangeres valg til alle udvalgspladser.
  2. Der vælges 10 medlemmer til lærebogsudvalget, skiftevis 3, 3 og 4. Valget finder sted i december måned. Valgperioden er 3 år.
  3. Der vælges et medlem til repræsentantskabet, den valgte er samtidig kasserer i lærebogs fonden. Valget finder sted i december måned. Valgperioden er 2 år. Valget foregår på ulige årstal.